Glen Michaelsen
SEO-specialist med 16 års erfaring​

Guide til Google AdWords udvidelser

Antallet af udvidelser som det er muligt at tilføje til Google AdWords stiger hele tiden. I takt med at Google lancerer nye udvidelser bliver det sværere at holde styr på, hvilke udvidelser man skal have på sin konto. Vi har lavet en oversigt her, der kan give dig et indblik i hvad de enkelte udvidelser går ud på, og hvornår det er særligt hensigtsmæssigt at anvende dem.

Hvad er annonceudvidelser?

Inden vi går i detaljen med den enkelte udvidelse, skal vi lige sørge for, at du har styr på lidt grundfakta. Annonceudvidelser er alt det ekstra information, man kan få vist sammen med sin annonce. I forhold til annonceudvidelser er der én ting, som man kan være sikker på, nemlig at man ikke kan være sikker på hvilke udvidelser, der bliver vist hvornår – eller om de overhovedet bliver vist. Ifølge Google vises dine annonceudvidelser:

når det vurderes, at udvidelsen (eller en kombination af udvidelser) vil forbedre din kampagneeffektivitet, og når din annoncerangering er høj nok til at få annoncen vist”

Med andre ord er det eneste man kan gøre, for at få vist en annonceudvidelse, at tilføje den i AdWords og sørge for at have en høj annoncerangering.

Ved du om jeres konto har en høj annoncerangering? Er svaret nej, så lad os tjekke det!

Hvor mange annonceudvidelser skal man have?

Det korte svar er, at man skal have de annonceudvidelser, som man synes, det giver mening for brugeren, at man har. Ligegyldig information er der ikke grund til at bruge plads på, da man som sagt ikke ved, hvilke af ens annonceudvidelser, der bliver vist.

Hvis man helst ikke vil have, at potentielle kunder ringer, er der ikke nogen grund til at sætte opkaldsudvidelsen på, da man risikerer, at den så bliver vist i stedet for nogle af de andre udvidelser, som man synes har større værdi for brugeren.

Men da Google medregner udvidelser i ens samlede annoncerangering, er der værdi i at have så mange udvidelser som muligt “aktive”, i forhold til at få så høj en annoncerangering som muligt. Det er vores erfaring, at det bedste resultat opnås ved at have alle de udvidelser på som er relevante, så de udvidelser, der kan blive vist, har værdi for brugeren.

Man skal nemlig hele tiden huske på at man ikke kan styre hvilke udvidelser, der bliver vist hvornår – og hvilke de bliver vist sammen med. Det kunne være fantastisk hvis Google gav lov til at man kunne prioritere sine udvidelser, alt efter hvor vigtig man synes de er, så de vigtigste i højere grad blev vist.

Manuelle og automatiserede udvidelser

De forskellige annonceudvidelser kan overordnet opdeles i to kategorier, henholdsvis manuelle og automatiske udvidelser. Nedenfor får du en hurtig gennemgang af, hvad de forskellige udvidelser kan.

Manuelle udvidelser

De manuelle udvidelser er de udvidelser, som man selv kontrollerer (så meget man nu kan, da det stadig er Google, der afgør om de bliver vist og i så fald hvilke). Siden man selv opretter dem, har man dog kontrol over om de overhovedet skal oprettes og derved være mulig for Google at vise.

1. Underside-udvidelser

Undersidelinks er en udvidelse, der giver mulighed for at brugeren kan klikke sig flere forskellige steder hen på din hjemmeside, ud fra en annonce. Forestil dig, at du har et rejsebureau og søgningen er “rejser til sydamerika”. Din annonce lander så forhåbentlig på en side, der viser dit udvalg over rejser til Sydamerika. Som undersidelink kan du så oprette dine mest populære rejser til Sydamerika, således at man kan klikke sig direkte ind på dem.

Underside-udvidelsen består af en link-tekst på højst 25 tegn og to beskrivelseslinjer på op til 35 tegn hver. Vær opmærksom på, at det som regel kun er link-teksten, der bliver vist, så det vigtigste skal fremgå af den.  

Særlig nyttig for: Alle hjemmesider, som består af mere end en side. Og selv hvis din hjemmeside kun består af én side, er den god at bruge, da du så kan fortælle brugeren hvad han kan forvente at læse mere om, når han klikker ind.

2. Infoudvidelse

Infoudvidelser bruges til at fortælle mere om din virksomhed eller om dit produkt. Forskellen fra undersidelinks er, at det ikke er muligt at klikke på infoudvidelsen og at den kun består af 25 tegn. Det betyder også at det man skriver i infoudvidelsen skal være information, som kan stå alene og ikke kræver uddybning, da brugeren jo ikke kan klikke på det, som han kan med undersidelinks.

Den information man typisk vil skrive i infoudvidelsen, er også tit det man vil skrive i annonceteksten, eksempelvis “fri fragt” eller andre gode grunde til lige at vælge din virksomhed. Men hvis alle dine varianter af annoncetekster indeholder “fri fragt”, så er det ikke nødvendigt at skrive det i infoudvidelsen også, da informationen så går igen. Brug derfor infoudvidelsen til at skrive det, som du ikke fik med i annonceteksterne.

Særlig nyttig for: Alle hjemmesider! Hvis du ikke kan finde på noget at skrive i infoudvidelsen, er det fordi din virksomhed generelt mangler USP’er.

3. Udvidelser med websiteinfo

Denne udvidelse er en af de lidt nyere. Groft sagt kan man kalde det en videreudvikling af infoudvidelsen. Den giver mulighed for at fremhæve nogle særlige predefinerede egenskaber. Du kan vælge op til 13 forskellige kategorier, hvor man i hver kategori kan tilføje op til 10 værdier, som hver kan bestå af 25 tegn. Kategorierne man kan vælge imellem er:

  • Brands
  • Design
  • Destinationer
  • Faciliteter
  • Forsikringsdækning
  • Kurser
  • Modeller
  • Nabolag
  • Serier
  • Tjenester
  • Typer
  • Uddannelser
  • Udvalgte hoteller

Hvis alle 13 kategorier er relevante i forhold til din virksomhed (det er de næppe), så kan du tilføje dem alle, men der kan højst blive vist to ad gangen. Igen bliver det en balance imellem om man kun har lyst til at tilføje de allermest relevante, for at have bare en lille smule kontrol over, hvad der bliver vist eller om man vil følge Googles anbefaling og tilføje alle dem man kan, for at få det bedst mulige kvalitetsresultat. For ifølge Google, så bruger AdWords en algoritme “til at finde de bedste kombinationer af overskrifter til visning”.

Særlig nyttig for: De fleste burde kunne finde et par kategorier, som giver god mening. For en webshop vil det som oftest give mening at tilføje brands og modeller. For et rejseselskab giver destinationer og udvalgte hoteller også sig selv.

4. Opkaldsudvidelse

Opkaldsudvidelsen kræver ikke den store forklaring. Tilføj dit telefonnummer og det kan blive vist sammen med din annonce, så folk kan ringe direkte. Den er mest værd på mobil, hvor det bliver til et link, så folk ringer til dig, bare ved at trykke på nummeret, hvilket koster det samme som et klik på selve annoncen (det gælder i øvrigt alle udvidelser, som der kan klikkes på).

Særlig nyttig for: Virksomheder der gerne vil i mundtlig dialog med kunden. Telefonselskaber og forsikringsselskaber eksempelvis. Hvis du har en god sælger til at tage telefonen, så skal den på. I blakkede brancher kan telefonnummeret også være med til at skabe tillid, da man viser at man er til at komme i kontakt med.

5. Sms-udvidelse

Sms-udvidelsen har heller ikke eksisteret så længe, og er i virkeligheden heller ikke relevant for ret mange. Den kan kun vises på telefoner, der kan sende og modtage en sms, og vil derfor slet ikke blive vist på desktop-søgninger. For at tilføje sms-udvidelsen skal man tilføje et virksomhedsnavn (højst 25 tegn), en udvidelsestekst (højst 35 tegn), beskedtekst (højst 100 tegn) og selvfølgelig et telefonnummer. Udvidelsesteksten bliver vist sammen med telefonnummeret på annoncen og fortæller brugeren, hvad man kan forvente ved at sende en sms. Beskedteksten bliver ikke vist sammen med annoncen, men er i stedet en standardtekst, som trækkes med over i brugerens sms-app, når de klikker på sms-udvidelsen. Det skal således være noget tekst, som du forventer brugeren kan bruge. Det kan eksempelvis være “Hej [firmanavn] – jeg vil gerne høre mere om”.

Særlig nyttig for: Håndværkere eller enkeltmandsvirksomheder, hvor man ikke har mulighed for at tage telefonen hele tiden.

6. Adresseudvidelse

Adresseudvidelsen giver også lidt sig selv. Den fortæller, hvor din virksomhed hører til fysisk. Dermed kan brugeren, hvis de søger fra en mobil se afstanden til butikken lige nu, på desktop kan man bare se adressen. På begge medier vil man med et par klik, have fundet en rutevejledning frem, så man er klar til at sætte kurs mod butikken.

Adresseudvidelser sættes op gennem Google My Business, som derefter kobles sammen med Google AdWords. Har man gode anmeldelser på Google My Business (et gennemsnit på mindst 3,5 stjerner) og mindst 5 anmeldelser, kan disse vises sammen med adresseudvidelsen.

Særlig nyttig for: Fysiske butikker, men generelt alle der har en interesse i, at folk skal kunne finde ens virksomheds beliggenhed.

7. Adresseudvidelser med tilknyttede virksomheder

Umiddelbart det samme som en almindelig adresseudvidelse, denne her er for producenter, som gerne vil henvise til de butikker, der sælger ens produkter. Udvidelsen kan foreløbigt kun opsættes i USA og Storbritannien – og gælder kun til predefinerede butikker.

I modsætning til almindelige adresseudvidelser, sættes denne dog op direkte i AdWords-interfacet.

Særlig nyttig for: Producenter, som gerne vil henvise til de kæder, som sælger deres produkter.

8. Prisudvidelse

Prisudvidelsen er også en, der ikke har eksisteret så længe, og den er da heller ikke tilgængelig i Danmark. Den er dog tilgængelig på 13 forskellige sprog, så hvis din virksomhed bruger AdWords henover hele eller dele af Europa, vil den kunne sættes op i de større lande. Det er også vores forventning, at den inden for en overskuelig tidshorisont også bliver lanceret i DK.

Prisudvidelsen fungerer ved, at man vælger en type, eksempelvis service, og en prismodifikator, enten fra, til eller gennemsnit. Herefter kan man indtaste mellem 3-8 services (eller hvad man nu valgte som type), hvor man kan skrive 25 tegn som overskrift,  op til 25 tegn som beskrivelse, en pris og en webadresse. Herudover sætter man også en enhed (per dag, time, måned eller lignende).

Særlig nyttig for: De billigste på markedet i hver branche. At være den billigste har altid og vil altid skabe salg/henvendelser, i nogle brancher mere end andre.

9. Appudvidelse

Med en appudvidelse kan man linke til sin app, hvis man har en. Den bliver kun vist på tablet og mobil, hvor man med et klik kan blive dirigeret til App Store eller Google Play.

Når man sætter det op, søger man i AdWords efter appnavn, id eller udgiver og vælger en, så sætter Google selv linkadressen ind, så skriver man en linktekst på op til 25 tegn, som er det, der kommer til at stå i annoncen.

Særlig nyttig for: Alle der har en app, som de gerne vil have folk til at bruge. Appen skal selvfølgelig have en relevans til det brugeren har søgt efter.

10. Anmeldelsesudvidelse

Anmeldelsesudvidelsen kan give din virksomhed mere troværdighed, når den vises sammen med annoncen. Anmeldelserne skal hentes fra et tredjepartswebsite, hvis adressen skal tastes ind under oprettelsen. Derudover skal anmeldelsen stå der, enten som citat eller omformuleret sammen med navnet på kilden.

Anmeldelsen + kilden må sammenlagt fylde op til 67 tegn, så der er altså ikke plads til lange anmeldelser der roser produkt, butiksindretning og medarbejderskaren på samme tid.

Særlig nyttig for: Brancher med lav troværdighed. Jo dårligere et ry branchen har, jo mere gavn kan anmeldelsesudvidelser gøre.

Automatiserede udvidelser

Automatiserede udvidelser er de udvidelser, som AdWords selv kan sætte på. Som standard er AdWords sat op således at alle de forskellige automatiserede udvidelser kan blive sat på, men man kan godt slå dem fra, som man ikke vil have på. Til gengæld har man ingen medbestemmelse over, hvordan de tager sig ud, hvis de er “aktive”.

De fleste af de automatiserede udvidelser er ikke så relevante, hvis man selv opretter udvidelser, da det bare er AdWords, der i nogle tilfælde laver en version af nogle af de manuelle udvidelser, hvis de ikke er sat op.

Der er dog tre automatiserede udvidelser, som vi lige vil komme ind på her, da de ikke findes i en manuel version.

11. Tidligere besøg

Denne udvidelse kan, når den bliver vist, fortælle brugeren, at han har været inde på dit website før. Han skal enten have klikket sig ind én gang tidligere fra de organiske resultater, eller have klikket to gange på en af dine annoncer tidligere. Når udvidelsen bliver vist, står der enten, hvor mange gange, man har besøgt domænet, eller også kan man se, hvornår man sidst har været der.

Særlig nyttig for: Virksomheder der ikke har så stærkt et brand, som kan blive glemt af kunder. Eller virksomheder, hvis navn ligger tæt op af en konkurrents. Er brugeren i tvivl om, hvilken hjemmeside han sidst brugte, kan udvidelsen med tidligere besøg hjælpe ham på vej.

12. Sælgerbedømmelser

Sælgerbedømmelser er en udvidelse, som ved hjælp af stjerner viser, hvor tilfredse tidligere kunder har været på en skala fra 1-5. Derudover angives der med kommatal, hvad din score er. For at de kan blive vist, skal man have haft 150 unikke anmeldelser med et gennemsnit på mindst 3,5 for at kunne blive vist. Anmeldelserne kan komme forskellige steder fra, men her i Danmark, er det oftest Trustpilot at anmeldelserne bliver hentet fra.

Særlig nyttig for: Alle der har nok anmeldelser til at kunne blive vist, og som ikke har en score der er dårligere end konkurrenternes. Hvis alle konkurrenterne har 4 stjerner eller mere i gennemsnit, og du kun lige akkurat er over 3,5, skal man overveje at slå den fra.

13 Kundebedømmelser

Kundebedømmelser er endnu en udvidelse, som kun er tilgængelig på engelsk. Ved hjælp af Googles eget kundeundersøgelsesprogram, Google Consumer Surveys, kan man få vist nogle relative scorer i forhold til branchen, som en udvidelse til sin annonce. Google sørger selv for at indsamle den information, der skal bruges og tilpasser den til branchen. Man kan så få en score inden for forskellige aspekter af sin virksomhed; kundeservice, udvalg, hjemmeside m.m.

Særlig nyttig for: Dem i branchen, der opnår de højeste scores. Ligesom med sælgerbedømmelser, skal man overveje at slå dem fra, hvis konkurrenterne har højere scores.

Har du brug for hjælp til at vælge udvidelser på din konto?

De fleste af udvidelserne er som du har læst dig til, ikke så svære at sætte op. Men kontinuerlig opfølgning på hvordan de forskellige udvidelser virker, samspillet med annoncerne og det hele tiden at skulle holde øje med hvilke nye udvidelser, der bliver tilgængelig gør det til en tidskrævende og til tider kompleks opgave at administrere annonceudvidelserne.

Kunne du tænke dig hjælp til at sikre at du har de rigtige udvidelser til din virksomhed, så kontakt os. Vi kan både tilbyde en gennemgang eller fast administration af din AdWords-konto alt efter behov. Vi glæder os til at høre fra dig!

Skal vi tage en snak?
Udfyld formularen og bliv kontaktet af en af vores specialister.
Modtag inspiration, guides og spændende indsigter

Vores nyhedsbrev er målrettet beslutningstagere, der ønsker at blive holdt opdateret i en branche, der konstant er i udvikling.

Vi skriver typisk om:

  • Fra prospekt til ambassadør: Konkrete eksempler for hvordan man med marketing flytter kunder fra prospekt til lead, lead til kunde og (sidst men ikke mindst) kunde til ambassadør.

  • Opdateringer i branchen: Når det digitale landskab ændrer sig, kan det have stor betydning for jer. Vi holder jer opdateret og giver vores bud på, hvordan den konkrete opdatering vil have effekt.

  • Succeshistorier fra kunder: Udover at vi elsker at fejre vores (og vores kunders) succeser, så skal disse også inspirere til initiativer og metoder, I kan bruge.

  • Værktøjer til marketing: Meget lavpraktisk viser vi de værktøjer, der øger hastigheden og kvaliteten af vores arbejde. Altid med konkrete eksempler på, hvordan de kan benyttes.

 

Tilmeld dig her

Samtlige nyhedsbreve følger disse principper:

  • Kan læses på under 3 minutter
  • Relevante for beslutningstagere og generalister
  • Der er aldrig tale om reklamemails 

Kunne du bruge min artikel?

Hvis du kender andre, der kunne få glæde af artiklen, vil jeg sætte stor pris på, hvis du vil dele artiklen. Hvis du har input til artiklen eller konkrete spørgsmål til mig, er du velkommen til at kontakte mig her.