Det varierer meget, hvor stor succes virksomheder opnår med online markedsføring – og det kan der være mange forskellige grunde til. I dette blogindlæg vil jeg komme ind på nogle af de hyppigste årsager til, at virksomheder fejler med deres online markedsføring.
I benytter de forkerte kanaler
Ikke alle typer produkter og services egner sig lige godt til alle kanaler. Eksempelvis vil en virksomhed som sælger armbånd have større succes med at annoncere på Facebook, end en virksomhed som sælger kunstgræs.
Virksomheden, som sælger armbånd, vil ramme en større andel af deres målgruppe gennem Facebook. Købet af et armbånd er for mange et impulskøb, og annoncer for denne type varer fungerer rigtig godt på Facebook. Kunstgræs er i højere grad et overvejelseskøb, hvilket gør beslutningsprocessen længere. Derfor er det ikke et produkt, som folk typisk køber via en annonce på Facebook.
I bruger ikke penge nok
Nogle virksomheder er af den overbevisning, at online marketingbureauer kan udrette mirakler for få tusinde kroner om måneden. Sådan hænger det ikke helt sammen – hvis det var tilfældet, så havde alle benyttet sig af folk som os.
Jeres ambitioner afspejles i jeres investering i online markedsføring. Hvis der er tale om en lille håndværkervirksomhed, som ønsker at tiltrække flere lokale kunder, så behøver I ikke at finde den store pengepung frem. Står I derimod bag et større landsdækkende rejseselskab, bør investeringen være markant større, da det er en meget konkurrencepræget branche, hvor der er stor rift om kunderne.
Jeres hjemmeside er ikke god nok
I kan kaste nok så mange penge i online markedsføring, men hvis jeres hjemmeside ikke performer og fører til en dårlig brugeroplevelse, så er pengene spildt. Der er især to parametre, som har stor indflydelse på kvaliteten af jeres hjemmeside:
- Det tekniske
- Godt indhold
Det tekniske
Først og fremmest skal jeres side være mobilvenlig. Der er nemlig flere end nogensinde som søger fra mobilen, så det skal I kunne håndtere. Derudover må jeres side ikke være sløv. Hvis det tager for lang tid at loade jeres side, så er der stor risiko for, at den besøgende forlader siden, inden vedkommende overhovedet er kommet ind på den.
Godt indhold
Det er vigtigt, at I får sendt et signal om, at I er eksperter inden for jeres felt. Måden hvorpå I gør dette, er ved at have al relevant information omkring jeres service/produkt. Jeres indhold skal ligeledes være skrevet i et sprog, som henvender sig til jeres målgruppe.
Hvis de to ovenstående parametre ikke bliver opfyldt, er sandsynligheden, for at jeres besøgende bliver længe nok på jeres side til at foretage et køb, meget lille.
I har ikke en konkret strategi
Hvis I ikke ved, hvor I skal hen, hvordan ved I så, hvad vej I skal gå? For at lykkes med online markedsføring er det afgørende, at I har defineret jer nogle klare mål. Ud fra disse mål kan I støbe en strategi, som skal hjælpe jer med at nå jeres målsætninger.
Vi oplever, at alt for mange virksomheder vælger at investere I SEO, Google Ads og Facebook, blot fordi deres konkurrenter gør det. De har ikke gjort sig overvejende tanker omkring, hvad de egentlig ønsker at få ud af deres markedsføring.
I analyserer på de forkerte parametre
For størstedelen af virksomheder er målet med markedsføring at få flere ordrer igennem. Det er bare ikke altid en realistisk parameter at måle på – ihvertfald ikke i begyndelsen. Typisk handler det for virksomheder om at bygge kendskab op omkring deres brand. Derfor handler det i højere grad om at lede en masse besøgende ind på jeres side.
Når I begynder at få besøgende ind på jeres hjemmeside, giver det god mening at tracke på antal henvendelser, ordrer, downloads eller noget helt fjerde. Det er dog vigtigt at huske på, at selvom I begynder at investere i online markedsføring, påvirker det ikke nødvendigvis ordretilgangen fra dag ét. Ofte skal online marketing kampagner løbende slibes til, for at at opnå den bedste effekt.
I tester ikke nok
Online markedsføring kan altid gøres bedre – derfor er det essentielt, at I løbende udfører tests. Dette gælder især, når I annoncerer på PPC medier som Google Ads og Facebook. Arbejdet slutter nemlig ikke, når kampagnen er oprettet – tværtimod – det er dér, at det hårde arbejde begynder.
Når en kampagne er oprettet, performer den enten godt eller dårligt. Hvis den performer dårligt, skal der selvfølgelig gøres noget ved det. Hvis den performer godt, så er det kanon, men det betyder ikke, at den ikke kan performe endnu bedre. Derfor er dét at teste en vigtig del af online markedsføring.
I målretter jer forkerte segmenter
En fordel ved at benytte sig af online markedsføring sammenholdt med offline medier er, at der er rig mulighed for at målrette sig specifikke segmenter – og det skal udnyttes. Derfor skal I være helt skarpe på, hvem jeres målgruppe(r) egentlig er, inden I går i gang med online markedsføring.
Kender I ikke jeres målgruppe, når I starter jeres online markedsføring, ender I med at skyde med spredehagl. Dette er sjældent den rette strategi, da det kan ende med at blive enormt dyrt, samtidig med at effekten af markedsføringen er utilfredsstillende.
Jeres forventninger er urealistiske
Som tidligere nævnt er det vigtigt at definere nogle klare mål, som man vil opnå med online markedsføring. Det er dog lige så vigtigt, at de pågældende mål er realistiske. I kan opnå meget med online markedsføring, men det er klart, jo bedre udgangspunktet er, jo hurtigere vil I få succes med online markedsføring.
Har I allerede en god hjemmeside og et marketingbudget, som passer til jeres ambitionsniveau, så er der rigtig gode muligheder for at komme i gang med at øge væksten i jeres forretning gennem online markedsføring.
I er ikke tålmodige nok
Jeg vil starte med at citere et alt for ofte anvendt, men meget sigende, ordsprog: “Rom blev ikke bygget på en dag”. Hvor cheesy det end lyder, så er det sandt. Det tager tid at skabe gode placeringer og PPC-kampagner, der konverterer godt.
Dette er også årsagen til, at I løbende skal lave tests. Det er nemlig utrolig svært at ramme plet i første forsøg – der kan altid optimeres. Det er lettere sagt end gjort, men når disse testperioder står på, er det vigtigt, at I har is i maven. Husk på at tests bliver udført med det formål at gøre jeres online markedsføring endnu mere værdifuld for jer.
I benytter et ukvalificeret marketingbureau
Det er ikke altid den rette beslutning at vælge det første og det bedste marketingbureau. Der er lagt op til et længerevarende samarbejde, som gerne skal fungere fra begyndelsen, derfor skal tilliden gerne være på plads fra begyndelsen. Derfor bør der lægges en del overvejelser i valg af bureau.
Vores anbefaling er at gå efter et bureau, som har erfaring inden for samme eller lignede branche som jer. Derved har I gode forudsætninger for at komme godt fra start. Derudover arbejder vi selv ud fra ordsproget “lige børn leger bedst”. Det skal forstås sådan, at hvis du har en relativ lille virksomhed, anbefaler vi, at du målretter dig mindre bureauer. Vælger du et stort bureau, risikerer du at blive nedprioriteret blandt større kunder. Det gælder naturligvis også den anden vej. Hvis du repræsenterer en større international virksomhed, bør du vælge et bureau, som har de fornødne ressourcer til at håndtere jeres markedsføring succesfuldt.