Kira Dalhus
SEO-specialist med 7 års erfaring

Fra Panda til BERT – et indblik i Googles algoritme-opdateringer gennem tiden

Siden søgemaskinen for første gang så dagens lys i 1998, er Googles teknologi blevet mere og mere kompleks. I takt med at brugernes behov hele tiden ændrer sig, udvikler Google løbende nye opdateringer til deres kernealgoritme for fortsat at kunne levere de bedste resultater til brugerne.

De første algoritme-opdateringer havde til formål at fjerne spamagtige hjemmesider fra søgeresultaterne, men efterfølgende har fokus flyttet sig til brugeroplevelsen.

SEO har ændret sig i takt med algoritmeændringerne, fordi hjemmesiders indhold i dag skal være af god kvalitet og relevant for brugeren, før de kan rangere højt i søgeresultaterne.
Her får du en kort oversigt over nogle af de Google-opdateringer, som har haft størst betydning for SEO gennem tiden.

 

2011: Google Panda

Google kom til verden længe før Panda-opdateringen, men dette var den første opdatering, som skulle ændre SEO væsentligt.

Hovedformålet med Panda var at få bugt med hjemmesider af lav kvalitet. Opdateringen kunne afgøre, om siden rent faktisk indeholdt information om de søgeord, der blev søgt på.

Det betød, at det fremover kun var sider med indhold af god kvalitet, der blev vist i søgeresultaterne – og f.eks. ikke sider, der bare linkede til andre sider eller var næsten uden indhold.

 

2012: Google Venice

Google fandt ud af, at folk ofte gerne ville have søgeresultater, som var geografisk tætte på dem.

Venice-opdateringen betød, at Google nu kunne inkludere sider i søgeresultaterne, som var baseret på folks IP-adresse eller indstillede placering.

 

2012: Google Penguin

Indtil nu havde det været muligt at booste sin ranking ved at købe sig til en masse links – jo flere links, jo bedre placering. Penguin-opdateringen kunne vurdere, om en hjemmesides backlinks var ægte, eller om det var nogen, man havde “snydt” sig til ved at købe dem.

Hjemmesider med “falske” links blev tilskrevet en negativ værdi, og mange blev ramt hårdt, fordi de mistede deres placeringer eller slet ikke blev vist i søgeresultaterne.

Google Penguin fik stor betydning for linkbuilding fremover, fordi det blev værdifuldt at få links fra hjemmesider, som Google anså som relevante.

 

2013: Google Hummingbird

Formålet med Hummingbird-opdateringen var bedre at kunne forstå meningen med brugeres søgeforspørgsler.

Med Hummingbird kunne Google nu bedre forstå hele søgefrasen ud fra en semantisk kontekst, fordi den fokuserede på alle ordene i søgeforspørgslen i stedet for enkelte ord.

I et SEO-perspektiv tydeliggjorde Hummingbird behovet for letlæselige tekster, der bar præg af naturligt sprogbrug med synonymer og ord relaterede til søgeordet, i stedet for tekster, der var proppet med ét enkelt søgeord.

 

2014: Google Pigeon

Google Pigeon fokuserede på at forbedre søgeresultaterne baseret på brugerens geografiske placering.

Når en bruger indtastede en bestemt forespørgsel, ville resultater, som var i nærheden af brugeren, nu ligge øverst – både i søgeresultaterne og i Google Maps.

 

2015: Google Mobile-Friendly Update

I 2015 kom mere end 50% af alle søgeforspørgsler fra mobile enheder, hvilket formentlig førte til den næste vigtige algoritmeopdatering.

Googles Mobile-opdatering betød, at mobilvenlige sider blev belønnet med bedre placeringer i søgeresultaterne, hvis du søgte fra en mobil.

Inden lanceringen blev opdateringen også kaldt “Mobilegeddon”, fordi man antog, at dommedagen var kommet for de sider, der ikke var mobiloptimerede. I virkeligheden havde algoritmeopdateringen ikke så afgørende betydning på placeringerne som først antaget, men det var starten på en mere mobilfokuseret tilgang til SEO.

 

2015: RankBrain

Med RankBrain-opdateringen blev Google bedre til at forstå meningen bag søgeordene, så søgeresultaterne ville blive endnu mere relevante for brugeren.

Ved hjælp af machine learning kunne Google nu komme med kvalificerede bud på, hvad brugeren søgte svar på. Hvis brugeren indtastede et ord, som Google ikke forstod, ville den ud fra tidligere søgninger “gætte” på, hvad brugeren mente.

 

2018: Google (Mobile) Speed Update

Indtil 2018 blev hjemmesider med hurtig hastighed belønnet med højere placeringer, når en bruger foretog en søgning via desktop.

Med den nye Mobile Speed-opdatering fik hjemmesider med en hurtig mobilversion bedre placeringer på mobile søgninger.

Opdateringen gik værst ud over hjemmesider, som ikke havde en hurtig mobilversion af deres site. Dermed blev mange nødt til at forbedre den mobile udgave af deres hjemmeside.

 

2019: Google BERT

BERT-opdateringen er endnu en machine learning-algoritme, der gør Google i stand til at forstå brugeren endnu bedre, fordi den kan tolke meningen bag hele søgefrasen – på trods af brugernes sproglige fejl og variationer.

I stedet for at fokusere på hvert ord i sætningen enkeltvis, hjælper BERT Google med at forstå sætningen som en helhed ud fra sproglig kontekst.

På den måde gør BERT-algoritmen det muligt for Google at vise endnu mere relevante søgeresultater til brugeren, selvom søgefraserne bærer præg af naturlig sprogbrug.

 

 

Udover disse større algoritmeændringer, finjusterer Google løbende deres kernealgoritme. Disse kaldes “core updates” og sker ofte 2-3 gange årligt. Den næste kerneopdatering er planlagt til maj 2021 og skulle betyde en bedre placering til hjemmesider med en god og hurtig brugeroplevelse.

Skal vi tage en snak?
Udfyld formularen og bliv kontaktet af en af vores specialister.
Modtag inspiration, guides og spændende indsigter

Vores nyhedsbrev er målrettet beslutningstagere, der ønsker at blive holdt opdateret i en branche, der konstant er i udvikling.

Vi skriver typisk om:

  • Fra prospekt til ambassadør: Konkrete eksempler for hvordan man med marketing flytter kunder fra prospekt til lead, lead til kunde og (sidst men ikke mindst) kunde til ambassadør.

  • Opdateringer i branchen: Når det digitale landskab ændrer sig, kan det have stor betydning for jer. Vi holder jer opdateret og giver vores bud på, hvordan den konkrete opdatering vil have effekt.

  • Succeshistorier fra kunder: Udover at vi elsker at fejre vores (og vores kunders) succeser, så skal disse også inspirere til initiativer og metoder, I kan bruge.

  • Værktøjer til marketing: Meget lavpraktisk viser vi de værktøjer, der øger hastigheden og kvaliteten af vores arbejde. Altid med konkrete eksempler på, hvordan de kan benyttes.

 

Tilmeld dig her

Samtlige nyhedsbreve følger disse principper:

  • Kan læses på under 3 minutter
  • Relevante for beslutningstagere og generalister
  • Der er aldrig tale om reklamemails 

Kunne du bruge min artikel?

Hvis du kender andre, der kunne få glæde af artiklen, vil jeg sætte stor pris på, hvis du vil dele artiklen. Hvis du har input til artiklen eller konkrete spørgsmål til mig, er du velkommen til at kontakte mig her.